Opret nu

Personlig og begrænset hæftelse i selskabet

Skrevet af Mansour Bandri, erhvervsadvokat og specialist i selskabsret, Danica Advokater

Oversigt

Hvis du skal starte en ny virksomhed, skal der træffes mange vigtige beslutninger. Ét af dem handler om valg af virksomhedsform, og i dén forbindelse er hæftelse et af de vigtigste punkter i overvejelsen. Det har nemlig en stor betydning for, hvor meget du personligt risikerer, hvis virksomheden skulle blive ramt af økonomiske udfordringer. 

I denne guide gennemgår vi forskellen på personlig og begrænset hæftelse, hvilke virksomhedsformer de gælder for, og hvad du bør overveje, inden du vælger selskabsform.

Hvad er personlig hæftelse?

Personlig hæftelse betyder, at du som ejer hæfter med hele din personlige formue, hvis virksomheden ikke kan betale sin gæld. Det vil sige, at kreditorer i visse tilfælde kan gøre krav på dine private værdier, hvis virksomhedens økonomi ikke rækker.

Det betyder ikke nødvendigvis, at du mister alt, hvis virksomheden får problemer, men din private økonomi er ikke adskilt fra virksomhedens økonomi.

Hvilke virksomhedsformer har personlig hæftelse?

Den mest almindelige virksomhedsform med personlig hæftelse er enkeltmandsvirksomheden. Det er klart den mest populære virksomhedsform i Danmark, og det skyldes, at den er gratis og nem at oprette uden et krav om startkapital. 

I en enkeltmandsvirksomhed er virksomheden og ejeren juridisk set den samme. Derfor er du personligt ansvarlig for virksomhedens økonomiske forpligtelser.

Personlig hæftelse kan være en fordel for mange iværksættere, fordi det er hurtigt og enkelt at komme i gang. Der stilles heller ikke krav om selskabskapital, hvilket gør virksomhedsformen attraktiv for mindre virksomheder og nystartede iværksættere.

Til gengæld bør du være opmærksom på den økonomiske risiko, hvis virksomheden optager lån, indgår større aftaler eller på anden måde påtager sig betydelige forpligtelser. Det kan nemlig have en betydning for din private økonomi. 

Hvad betyder begrænset hæftelse?

Begrænset hæftelse betyder, at selskabet er en selvstændig juridisk enhed. Som ejer hæfter du som udgangspunkt kun med den kapital, der er indskudt i selskabet.

Din private økonomi er dermed adskilt fra virksomhedens økonomi, hvilket giver en større økonomisk sikkerhed, hvis virksomhed skulle ende i økonomiske problemer. Det er en af de væsentligste årsager til, at mange vælger at stifte et selskab frem for at drive en personligt ejet virksomhed.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der kan være undtagelser. Hvis du eksempelvis stiller personlig kaution over for en bank eller handler ansvarspådragende som ledelse, kan du i visse tilfælde blive personligt ansvarlig.

Hvilke virksomhedsformer har begrænset hæftelse?

Begrænset hæftelse gælder blandt andet for anpartsselskaber (ApS) og aktieselskaber (A/S). 

Disse selskabsformer er særligt populære blandt virksomheder, der forventer vækst, ønsker at ansætte medarbejdere eller har en større økonomisk risiko forbundet med deres aktiviteter.

Mange oplever også, at et ApS eller A/S giver større troværdighed over for kunder, leverandører og samarbejdspartnere.

Hvilken virksomhedsform skal man vælge?

Det kan være sværere at svare på. Der findes nemlig ikke én virksomhedsform, der er den rigtige for alle, og man er derfor nødt til at opveje fordele og ulemper baseret på de behov, man har som virksomhedsejer. 

Det kan være en god idé at oprette enkeltmandsvirksomhed, hvis du ønsker en enkel opstart, har begrænset økonomisk risiko og gerne vil teste en idé uden større administrative krav.

Et ApS eller A/S kan derimod være en fordel, hvis du ønsker at beskytte din private økonomi, forventer vækst eller driver en virksomhed, hvor der er større økonomiske forpligtelser.

Det vigtigste er at vælge en virksomhedsform, hvor du tager højde for din nuværende situation og dine fremtidsplaner.

Få hjælp til at oprette din nye virksomhed

Hvis du er klar til at starte din nye virksomhed, så kan vi hos Stiftselskab.nu hjælpe dig med hele oprettelsesprocessen. Vi har gjort det så nemt som muligt, så du blot skal udfylde en formular, mens vi tager os af resten. 

Uanset om du ønsker at starte en enkeltmandsvirksomhed, et ApS eller et A/S, guider vi dig gennem hele processen og sørger for, at alt bliver registreret korrekt.

Med vores digitale løsning kan du nemt vælge den virksomhedsform, der passer til dig, indsende de nødvendige oplysninger og komme godt fra start. Det tager kun omkring 10 minutter at udfylde formularen, og så modtager du CVR og dokumentpakke fra os inden for 48 timer på hverdage.

Klar til at oprette dit selskab?
Kom i gang på app.stiftselskab.nu/forms/overview - vi guider dig igennem hele processen.
*CVR-nummer klar inden for 48 timer, medmindre Erhvervsstyrelsen udtager selskabet til nærmere kontrol eller sagsbehandling.
Start nu